Udskiftning af energimålere: Brunata gik forgæves, hold øje med din postkasse

Publiceret 22.10.2021

Den planlagte udskiftning af vand- og energimålere er udfordret: beboere er ikke hjemme, der er ikke adgang til teknikskakten og desuden er der en del kugleventiler, der skal skiftes. Det kan medføre ekstra omkostninger for ejerne af lejlighederne, så vi har brug for din hjælp.

(Hvis Brunata har skiftet alle tre målere i din lejlighed, kan du se bort fra denne besked.)

Uge 43: Besked til dem, der ikke var hjemme

Brunata er nu færdige med første etape af udskiftning af vand- og energimålere i ejendommen. Der var desværre en hel del lejligheder, hvor det ikke lykkedes, enten fordi beboerne ikke var hjemme, eller fordi teknikskakten ikke var tilgængelig på grund af møbler, ledninger mm. Beboere i disse lejligheder vil få særskilt besked fra Brunata via en seddel i postkassen i uge 43, og mail fra ejendomsinspektøren i uge 44.

Brunata lægger en seddel i de berørte lejligheders postkasser med nærmere tidspunkt på dagen i uge 43. Så hold øje med din postkasse.


Uge 45: Kugleventiler skiftes

Ved Brunatas gennemgang af lejlighederne fandt man en del defekte kugleventiler (det er dem man lokalt kan lukke for vand og varme på i lejligheden). Det drejer sig om 80 lejligheder, hvor der skal skiftes kugleventiler, og det skal gøres før arbejdet med at skifte vand- og energimålere i den enkelte lejlighed kan gøres færdigt.

Arbejdet udføres i uge 45 (8.-12. november) af John Jensen VVS. De berørte beboere bliver ringet op af medarbejderne fra John Jensen VVS for at lave en aftale i uge 45. Som tidligere nævnt er denne udskiftning en stor logistisk udfordring, så vi beder alle beboere om at hjælpe med at få en aftale på plads, når medarbejderne fra VVS firmaet ringer.


Uge 46: Udeståender udføres - herefter er det for egen regning

Brunata kommer igen to dage i uge 46 (18. + 19. november). Kan Brunata fortsat ikke komme til at udføre arbejdet på de to datoer, medfører det, at Brunata skal ud en tredje gang. I så fald har ejerforeningens bestyrelse besluttet, at ejeren af lejligheden må betale for de ekstra omkostninger, som påløber ved udskiftningen af vand- og energimålere.
Husk, hvis du ikke er hjemme, kan du lægge en nøgle hos ejendomsinspektør Henrik.


Sørg for

  • at få en aftale i stand, hvis du er en af dem, der endnu ikke har fået skiftet vand- og energimålere

  • at være hjemme ELLER at deponere en nøgle hos ejendomsinspektør Henrik

  • at Brunata kan komme ind i lejligheden, og at der er ryddet ved teknikskakten


Har du spørgsmål, er du velkommen til at skrive dem på mail til ejendomsinspektør Henrik.

Flere nyheder

Se nyhedsoversigten