Ansigter i marksten

Stenhugger Claus Buttenschøn arbejder i marksten, som han finder under sine vandringer i Odsherred, hvor han i årevis har slået sine folder. Når han ‘snubler' over en interessant sten, tager han den med hjem og bearbejder den til et kunstnerisk udtryk.

Der er koldt i stenhuggeriet i stenhugger-sæsonen – mindre end 100 meter fra havet – i månederne oktober til marts. De klimatiske udfordringer han pålagt sig selv, fordi processen består i timelange, uafbrudt hvinende skærelyde kun afbrudt af mejslernes monotone hamren.

Stenhuggeriet står på i det sene efterår, vinter og i de tidlige forårsmåneder. Fra tidlig morgen, iført kedeldragt, støvmaske og beskyttelsesbriller, består udfordringen i at få stenen til at makke ret. Det går sjældent helt efter planen, for der sker hele tiden noget uforudset. Diamantskæret løber for dybt eller i den forkerte retning, og mejslerne slår skærver af, som i et splitsekund nærmest helt ændrer udtrykket. Når forbandelserne er raset af, må hele projektet tages op til nye overvejelser. Stenen vil noget andet, så pludselig står man med et forvredent ansigt, som ligger milevidt fra de tanker, der lå bag den oprindelige ­skitse.

”Men heldigvis bliver resultaterne sjældent helt kedelige eller uinteressante. Når værket er ’færdigt’, er noget forandret, og en ny form er trådt ud af stenen. Nok har granitsten næppe en sjæl, men den har viljestyrke, som om den lidt drilsk vil fortælle mig, at alle mine anstrengelser alligevel har været på dens præmisser”, fortæller Claus Buttenschøn, som i 2019 udgav bogen ’Ansigter i marksten’ med gengivelser af et udvalg af hans værker.