Nye ejendomsvurderinger – hvad betyder de for os som ejere?
Publiceret 1.9.2026
Publiceret 1.9.2026
Bestyrelsen vil gerne rette en stor tak til Søren Bech, som har udarbejdet nedenstående indlæg om de nye ejendomsvurderinger. Indlægget giver en overskuelig gennemgang af emnet og kan forhåbentlig være med til at gøre det lettere for os alle at forstå, hvad de nye vurderinger betyder.
Vi håber, at indlægget kan være en nyttig hjælp for jer som ejere.
Til ejerne på Havneholmen
Vurderingsstyrelsen var meget optimistisk med hvornår de endelige ejendomsvurderinger for 2022 mv. bliver sendt ud, men i skrivende stund har vi ikke på Havneholmen set den endelige vurdering (ejendomsværdi og grundværdi) for 2022. Hvornår den kommer, vides ikke.
Beklager, nedenstående kan synes som et ”teknisk” svært stof, men reglerne er komplicerede.
Den endelige vurdering for 2022 har stor betydning for boligskatterne for 2024, 2025 og 2026, ikke for 2023, da her gælder de ”gamle regler”.
For 2024, 2025 og 2026 betaler vi i første omgang en foreløbig boligskat af de foreløbige vurderinger, som er indekseret med udgangspunkt i den foreløbige vurdering for 2022.
Når vi får den endelige 2022 vurdering, bliver boligskatten for 2024 i første omgang genberegnet og senere boligskatten for 2025 og 2026.
Hvilken betydning det får for den enkelte, afhænger af om man ejede lejligheden 31. december 2023, og dermed berettiget til skatterabat fremadrettet, eller man først har købt den senere.
Har man købt lejligheden 1. januar 2024 eller senere, vil en ændret endelig vurdering i forhold til den foreløbige medføre, at enten har man betalt for meget eller for lidt i boligskat. Har man betalt for meget, får man penge tilbage, og umiddelbart en restskat, hvis man har betalt for lidt.
I stedet for at betale restskatten, er det dog også muligt for alle at indefryse stigningen i boligskatterne, dog med en årlig rente. Renten for indefrysningslån er for 2026 fastsat til 2,88 % mod 3,54 % i 2025.
Renten nedsættes dog med 25 % før tilskrivning. Det betyder, at renten i 2026 bliver ca. 2,2 % (2,88 % minus 25 % af 2.88%).
Ejere af ejendomme pr. 31. december 2023 får en ”skatterabat” med de nye regler, hvis ejendomsværdiskat og grundskyld samlet set stiger. Den beregnes som forskellen mellem det, der skal betales i 2024 med de nye regler, og det, der skulle betales i 2024, hvis de "gamle" regler var videreført.
Boligskatten (ejendomsværdiskatten og grundskylden) og skatterabatterne (henholdsvis en skatterabat på ejendomsværdiskatten og en på grundskylden) bliver genberegnet og efterreguleret når den endelige 2022 vurdering foreligger og de er gældende indtil lejligheden sælges.
Du kan se størrelsen af den nuværende boligskatterabat benævnt som ”Ejendomsskatterabat” under dine ”skatteoplysninger” på skat.dk.
Bliver den endelige 2022 vurdering lavere end den foreløbige, bliver skatterabatten sat ned. Kun hvis skatterabatten går i nul, får man penge tilbage i skat. Sættes skatterabatten ned, vil man ved fremtidige stigning i vurderingerne hurtigere skulle betale mere i boligskat.
Bliver den endelige 2022 vurdering højere end den foreløbige, har man i første omgang betalt for lidt i skat og får dermed umiddelbart en restskat, men oftest bliver skatterabatten også højere, så man slipper for en restskat. Hvad det betyder for den enkelte, kan man se, når den endelige vurdering for 2022 foreligger og den 2024 indekserede vurdering er beregnet.
Får man en restskat, skal den umiddelbart betales med tillæg af renter, medmindre man vælger at indefryse stigningen i boligskatten. Så omdannes det til et lån med en årlig rentetilskrivning.
Skatteminister Jakob Engel-Schmidt har dog udtalt, at boligejere selvfølgelig ikke skal betale renter og procenttillæg af en skatteregning, de ikke har haft mulighed for at betale til tiden.
Han vil nu søge opbakning i Folketinget til at indføre en kompensationsordning.
Ordningen skal sikre, at de berørte boligejere bliver kompenseret for de renter og procenttillæg af restskatter, der opstår, hvis den endelige vurdering er højere end den foreløbige. Kompensationen tildeles som udgangspunkt automatisk gennem forskuds- og årsopgørelsessystemerne.
Det forventes, at løsningen vil være implementeret i løbet af 2027. Kompensationsordningen forventes at få bagudrettet virkning fra indkomståret 2021 og frem. Det betyder, at de boligejere, som allerede har betalt renter af deres restskat, også bliver kompenseret. Der er ikke fremsat et lovforslag endnu.
I 2025 og 2026 betaler vi i første omgang en foreløbig boligskat på grundlag af en foreløbig 2024-vurdering. Vurderingerne er justeret i forhold til den prisudvikling, der har været på boligmarkedet fra 2022 til 2024. Når den endelige vurdering for 2024 kommer (hvornår vides ikke), så efterreguleres også boligskatten for de to år. Vi får besked når det sker.
Vær opmærksom på, at det er den aktuelle ejer som hæfter for betaling af højere ejendomsskat ved en højere endelig vurdering end den foreløbige og modsat, får en tilbagebetaling, hvis den endelig vurdering bliver lavere end den foreløbige. Det gælder altså også for de år, hvor man ikke ejede ejendommen.
Ofte vil det fremgå af købsaftalen hvorledes sælger og køber skal forholde sig ved en efterregulering af ejendomsskatterne. Vær særlig opmærksom på grundskyld som er indefrosset hos kommunen til og med 2023. Den fremgår ikke oplysningerne hos staten.
Som nævnt i skrivende stund har vi ikke set den endelige 2022 vurdering fra Vurderingsstyrelsen. Når den kommer, følger vi lige op med en kort orientering, da den er vigtig for størrelsen af ejendomsskatterne for 2024, og vigtigt, fordi man nu indenfor en tidsfrist kan klage over vurderingen, hvis man ikke er enig.
Ovenstående orientering er alene af generel karakter og ikke udtømmende, ligesom der tages forbehold for fejl og mangler.
Der kan derfor den enkelte være særlige forhold som bør undersøges, hvorfor det i bekræftende fald anbefales, at tale med en rådgiver.