Kunstvinduet præsenterer: Troels Jespersen
Publiceret 08.05.2020
Maj måneds kunstner i Kunstvinduet er Troels Jespersen, som har værksted på Kigkurren på Islands Brygge.
Når skulptøren Troels Jespersen skaber sine kunstværker, foregår det nærmest med blod, sved og tårer. Han går løs på sit materiale med økser og knive, som han selv fremstiller, og forsøger at tyde, hvad de gamle, knudrede egetræsplanker fortæller ham. Han forsøger at finde ind til sjælen i dem, og fravriste træet sine hemmeligheder.
Værket, der udstilles i Kunstvinduet på Havneholmen i København, er på stenaldermaner hugget ud i gammelt skibstømmer, hvorefter gentagne behandlinger med linolie har tilført skulpturen en fin varm glød. De organiske former bugter sig ind og ud i værket og den skinnende overflade brydes af huller og fordybninger mens mejslen har efterladt tydelige mærker. Det er former, man, som opmærksom iagttager, kan bruge tid på at undersøge og fordybe sig i og få øje på både menneskelige kropsdele med spændte muskler og sener – eller på det metafysiske plan filosofere over himmelhvælvet, meditation eller selve verdens skabelse. Man kan også opleve et stort fabeldyr, hvis man er til dét!
Troels har arbejdet på skulpturen gennem et helt år – fra 1991-92.
Han fortæller om sit arbejde med træet: “Først og fremmest er det vigtigt, at have kærlighed til sit materiale. I modsætning til mange andre træsorter har egetræ sin helt egen karakter. Egetræ udstråler autoritet. Det er aldrig ensartet hele vejen igennem – snart vokser det den ene vej og snart den anden, så man kan ikke tilhugge det i en hvilken som helst retning. Man skal kunne forstå at læse træet, ellers ender det galt. Jeg har stor respekt for det og føler mig ydmyg i forhold til en egestamme, der måske er 250 år gammel. Træets årer er en foræring. De bevægelser mine skulpturer gengiver, er kondensater af naturens former, abstrakte udledninger af noget organisk og tidløst.”
Værket kan ses i Kunstvinduet indtil 31. maj 2020.
Om KunstVinduet
Havneholmen i Københavns Sydhavn har et kulturelt åndehul. De ikoniske hvide bygninger ud mod havnefonten, tegnet af arkitektfirmaet Lundgaard og Tranberg, danner rammen om galleri KunstVinduet, der holder ‘åbent’ hele døgnet i alle ugens dage.
Her kan beboerne, gæster og andre forbipasserende få en kunstnerisk oplevelse ved at kigge ind ad ruderne til det lille galleri, hvor vindueskiggere på den måde får adgang til en ny kunstnerisk oplevelse hver måned.