Den Kongelige Æglægger besøger Havneholmen

Publiceret 03.10.2019

Oktober måneds udstiller i Kunstvinduet på Havneholmen i København er Pernille Kløvedal Helweg, der præsenterer ’Den Kgl. Æglægger’ en neonskulptur samt gipsafstøbning af benene fra en galapagosskildpadde.

Om natten skovler Skildpadden sig med suk og støn op på stranden, bumper sig tungt fremad og sætter spor i sandet som fra store traktordæk. Den graver et hul i sandet, hvor den lægger sine æg. Derefter dækker den hullet til for at beskytte æggene mod rovdyr, og vender tilbage til havet. Nogle måneder senere gnaver ungerne hul på æggeskallerne, og, når natten falder på, kæmper de op af sandet og piler af sted direkte mod havet. Ikke noget med at kigge sig tilbage. Der er kun én vej – når både dyr og mennesker kommer til Verden – det er vejen mod det ukendte. Så er der kun tilbage at håbe på det bedste.

Pernille Kløvedal Helweg er æresmedlem af Danske Grafikere og har modtaget hædersbevisninger som Henry Heerups Æreslegat, Ole Haslunds Kunstnerfonds rejselegat, Marie og Johan Vilhelm Andersens, Niels Wessel Bagges Kunstlegat Statens Kunstfond 3-årige arbejdslegat. Hun er repræsenteret i Den Kgl. Kobberstiksamling, Statens Museum for Kunst, Museet for Fotokunst Brandts, Vejle Kunstmuseum, Nordens Hus på Færøerne, Kvindemuseet i Aarhus, Det Kongelige Bibliotek, Dansk Plakatmuseum, Politikens Hus og Statens Naturhistoriske Museum.

Pernille Kløvedal Helweg udstiller i Kunstvinduet fra den 1. til den 30. oktober 2019.

www.pernillekloevedalhelweg.dk

Den Kongelige Æglægger

Om Kunstvinduet

Havneholmen i Københavns Sydhavn har fået et kulturelt åndehul. De ikoniske hvide bygninger ud mod havnefonten, tegnet af arkitektfirmaet Lundgaard og Tranberg, danner rammen om det nye galleri Kunstvinduet, der holder ‘åbent’ hele døgnet i alle ugens dage.

Her kan beboerne, gæster og andre forbipasserende få en kunstnerisk oplevelse ved at kigge ind ad ruderne til det lille galleri, hvor vindueskiggere på den måde får adgang til en ny kunstnerisk oplevelse hver måned.

Flere nyheder

Se nyhedsoversigten